C-vitamin

                                                                                        Hadsund, 5. januar 2016

Hej Helena

Jeg har altid taget ekstra C-vitamin, men hvad mener du vil være en fornuftig anbefalet dagsdosis?

Hilsen Laura

 Hej Laura

C-vitamin har altid været en af mine ”kæpheste”, den er meget vigtig for os, især da vi ikke selv kan producere det i kroppen. Tilføres C-vitaminet ikke, vil det være forsvundet fra kroppen i løbet af 3-4 måneder.  Mennesket mangler eller har ikke tilstrækkeligt indhold af det enzym, der omdanner glukose til C-vitamin. Derfor er vi ganske afhængige af dagligt, at få det tilført via kosten eller evt. som kosttilskud. Ved mangel af C-vitaminer kan symptomerne være mange, f.eks. nedsat immunsystem, løse tænder, dårlig sårheling og skøre blodkar. C-vitaminet er utroligt vigtigt for kroppens beskyttelse mod bakterier og virus, og det har betydning for alt bindevæv i kroppen, da det er med til at fremme kollagendannelsen, - dvs. det ”cement” der holder kroppens celler sammen. Det er især vigtigt for knogler, tænder og brusk.

I forbindelse med infektioner, har kroppen et stort behov for ekstra C-vitaminer. Infektioner kan f.eks. være forkølelse, blærebetændelse, betændelse et eller andet sted på kroppen.

C-vitaminet er også en meget vigtig antioxidant, der beskytter mod iltmangel i kroppen og reducerer risikoen for kræft. Det indvirker på celledannelse, hjerne, produktionen af signalstoffer i nervesystemet, hvide blodlegemer, knogler, hud, hår, negle og blodfornyelse. Det er vandopløseligt og findes derfor i alle kroppens væsker, men dog mest i nogle ”depoter”, da koncentrationen ikke er ens for alle væsketyper. Det største depot er hjernecellerne, hvor indholdet er 100 gange højere end i blodet. Binyrerne har også et meget højt indhold af C-vitamin idet C-vitaminet bruges af binyrerne til at danne noradrenalin og adrenalin. Adrenalin bruges bl.a. som et signalstof fra nerveceller, når man er fysisk aktiv og pulsen skal øges.

Langvarig stress er med til at tømme kroppen hurtigere for C-vitamin, ligesom alkohol, tobaksrygning samt medicinindtag forbruger ekstra C-vitamin.

Askorbinsyre, som C-vitaminet også kaldes, fremstilles nemt syntetisk, og det anvendes først og fremmest som C-vitamin-tilskud i tabletform. Desuden bruges det i store mængder i levnedsmiddel-industrien, hvor man udnytter stoffet som antioxidant, altså som konserveringsmiddel for at undgå harskning.

Naturligt C-vitamin findes i stort set alle frugter, bær og grøntsager, men det er ikke nemt at finde ud af hvor meget C-vitamin man får gennem kosten. Det ville være fantastisk med en varedeklaration der fortalte forbrugeren hvad frugt/grøntsager indeholdt af vitaminer og mineraler. Som kosttilskud vil det være en god ide at gå efter det syreneutrale C-vitamin.

Et dagligt tilskud af C-vitamin på minimum 1 gram er at anbefale, og er der optræk til ondt i halsen, forkølelse eller andre infektioner kan man med fordel følge 6-grams kuren. Her tager man 1 gram C-vitamin i timen fordelt over 6 timer. Derudover tager man 2 gram morgen og aften, indtil man igen føler kroppen ikke længere kæmper mod indtrængende bakterier eller virus.

Ved meget høje doser af C-vitamin kan der forekomme diarre.

Brevkassen giver råd om alternativ behandling, men må ikke betragtes som erstatning for lægebesøg.

Kærlig vinterhilsen fra Helena