Selen

Hej Helena

Jeg tager en almindelig vitamin- og mineraltablet hver dag, men jeg har hørt, at selen skulle være vigtigt, så nu vil jeg høre om jeg får nok selen i den vitamin og mineraltablet og om det er nødvendigt at tage ekstra tilskud.

Hilsen Leif

 

Hej Leif

Nu skriver du ikke hvor gammel du er, ej heller, hvilken vitamin- og mineraltablet du tager, så er det ikke nemt at vejlede om, hvor meget ekstra tilskud du skal tage.

Selen er et meget vigtigt mineral, der har en afgørende indflydelse på vores sundhed.

Selen fungerer som en antioxidant og beskytter mod oxidativ stress, dvs. cellerne beskyttes mod ødelæggelse. Selen er med til at stimulere immunforsvaret og beskytter mod infektioner. Selen har vist sig at være effektiv ved bl.a. hjerte-karsygdomme, allergi, astma, bindevævssygdomme, reumatiske sygdomme, muskeldystrofi, kræft, og for tidlig ældning. Forbedrer hjernefunktionen, understøtter skjoldbruskkirtlen, øger fertiliteten, beskytter mod virus.

Selen beskytter også kroppen mod tungmetaller som f.eks. cadmium, kviksølv og arsenik, virker som modgift i forbindelse med radioaktiv stråling, cellegift, alkohol.

Selen er effektiv ved samtidig indtagelse af E-vitamin, da de to arbejder godt sammen.

I kemiens verden er Selen i familie med svovl og kan derfor erstatte svovls placering i mange proteinstoffer. Organisk Selen, er den selen-form der optages bedst i kroppen.

Selen findes i alle kroppens celler og sammenlagt i hele kroppen er der 10 til 15 milligram selen. Kroppens muskelmasse indeholder halvdelen af kroppens selen. Koncentrationen af selen er højest i lever og nyre.

Selen findes især i lever, nyre, fjerkræ, skaldyr, fisk mælk, ost, æg, mandler, paranødder, bladgrønsager, solsikkefrø, boghvedegryn, hirse, selvfølgelig forudsat at jorden er selenrig.

Da vores mad i dag ikke indeholder den samme mængde vitaminer og mineraler som den engang har indeholdt, vil jeg tilråde ekstra tilskud af selen. Vores indhold af selen i kroppen falder med alderen, derfor er det en god ide at tage ekstra tilskud når dåbsattesten begynder at blive lidt gul i kanten. 

Brevkassen giver råd om alternativ behandling, men må ikke betragtes som erstatning for lægebesøg.

Kærlig hilsen fra Helena