Mavesyre

BREVKASSEN                                                                                 

Kære Helena

Jeg har problemer med for lidt mavesyre, har du nogle gode fif til, hvad jeg kan gøre i den forbindelse.

Hilsen Susanne

 

Kære Susanne

For lidt og for meget mavesyre kan give problemer og der er formentlig flere der lider af for lidt mavesyre end vi lige regner med og med alderen nedsættes produktionen af mavesyre.

Mavesyre er nødvendig for at nedbryde mineraler og proteiner i fordøjelsen samt for at ødelægge visse bakterier. Er der ikke tilstrækkeligt med mavesyre, tager det meget længere tid for maven at blive udtømt, så bliver de negative bakterier ikke ødelagt og ufordøjet føde ophober sig, ja, så har vi ”balladen” og dårligdommene står i kø.

Mavesyren er af afgørende betydning for en velafbalanceret tarmflora samt for dannelsen af vitamin B12 i tarmen samt for optagelse af bl.a. magnesium, jern, kalium, kobber, zink, calcium folinsyre og proteiner.

Ved et normalt indtag af føde, producerer kroppen 1,5 til 2 liter mavesaft i døgnet. Mavesaften indeholder saltsyre, der gør den meget sur, surhedsgraden og saltsyren slår uvelkomne bakterier og svampe ihjel. Det er vigtigt at finde ud af, om man har for lidt eller for meget mavesyre. Symptomerne kan være meget lig hinanden, så det er vigtigt at blive testet for mavesyre niveauer før man indtager syreneutraliserende medicin. Symptomerne kan bl.a. være fordøjelsesproblemer, halsbrand, refluks eller ubehag efter visse måltider. Disse symptomer relateres som oftest til, at der er for meget mavesyre.

Det er muligt at igangsætte produktionen af mavesyre og enzymer ved at spise bitre fødevarer som rucolasalat, brændenælde, mælkebøtte, krydderurter, friskpressede grøntsagssafte, æbleeddike, citronsaft, tygge 5-6 mandler med skal på, rødbeder og rødbedesaft (indeholder Betain). Der findes også urteekstrakt der hedder Bitterstern, hvor man tager et par dråber i vand før maden samt Super Enzymes NOW der indeholder fordøjelsesenzymer samt betain hydroklorid der stimulerer mavesyren.

Mavesyreproduktionen kan også øges ved at spise mere protein, men så er det vigtigt at man holder igen med stivelse, f.eks. brød pasta og ris. Vitamin B3 er også med til at fremme produktionen af saltsyre.

Manglende mavesyre kan øge risikoen for knogleskørhed, idet mavesyren er nødvendig for optagelse af mineraler som skrevet ovenfor. Der kan bl.a. komme luft i maven, hårtab diarre eller forstoppelse, allergier, astma, B12 vitaminmangel, Candida, overvækst af bakterier i tarmen, jernmangel, dårlig ånde, ufordøjet mad i afføringen, ildelugtende afføring.

En vejledende test du selv kan udføre for at se om du har for lidt mavesyre, som tages på fastende mave om morgenen:

1 tsk. natron (bikarbonat) hældes i et halvt glas vand (ca. 1 dl) og drikkes.

Hvis der går over 3 minutter og der er udeblivelse af opstød/bøvsen/ubehag er der stor sandsynlighed for at der ikke produceres tilstrækkelig med mavesyre.

Hvis der kommer opstød/bøvsen/ubehag meget før, kan det være tegn på, at der er for meget mavesyre.

Brevkassen giver råd om alternativ behandling, men må ikke betragtes som erstatning for lægebesøg.

Kærlig hilsen Helena