Gurkemeje

Uge 43 – 2016

Hej Helena

Det er blevet så populært at spise / drikke ingefær og mange fortæller at de kan mærke det hjælper og de bliver heller ikke så nemt forkølede. Men hvad med Gurkemeje, rødderne ligner hinanden meget, er det også lige så godt som ingefær.

Hilsen den Nysgerrige

 

Kære Nysgerrige

Gurkemeje stammer fra Ingefærfamilien og har en lang historie i Østen hvor den er blevet brugt i flere århundreder i medicinsk regi. Det er også Gurkemeje der er med til at farve krydderiet karry gult. Gurkemeje bliver i dag brugt som et krydderi i forskellige madretter, størstedelen af gurkemejen dyrkes i dag i Indien. Det er roden der bliver brugt både som krydderi og som farvestof i fødevarer og til tøj.

De buddhistiske munkes ordensdragt har en smuk gul farve, hvad der er interessant ved den gule farve er, at gamle buddhistiske ordensregler foreskrev, at munkenes ordensdragt skulle farves med gurkemeje. Årsagen er, at farvestoffet i gurkemeje langt tilbage i tiden er kendt som en plante der renser klæderne for sygdomskim, så reglen har både en hygiejnisk og en økonomisk årsag.

Gurkemeje indeholder bl.a. curcumin som er den vigtigste aktive ingrediens i gurkemeje.

Curcumin er meget anti-inflammatorisk og er også en meget stærk antioxidant. Mange af de følgesygdomme vi kender til i samfundet, skyldes ofte en betændelsestilstand i kroppen. Her kan gurkemejen have en stor betydning da det viser sig, at gurkemeje bl.a. er betændelseshæmmende, bakteriedræbende, sænker kolesterolniveauet, gør blodet mere flydende samt har en positiv effekt på fordøjelsen. Yderligere har adskillelige undersøgelser vist, at gurkemeje også har en vis effekt på diabetes 2, gigtsygdomme samt kræft.

Bruger man gurkemeje som krydderi er det bedst at varme det op og blande det med sort peber og spise det sammen med fedtstof for at få den maksimale effekt ud af curcuminen.

Det kan også fås som kosttilskud men vær opmærksom på indholdet af curcumin, hvis der er tilsat peperine er det med til at øge optagelsen. Men ellers kan man sluge et par sorte peberkorn sammen med gurkemejekosttilskuddet.

Så det er bare at komme i gang med gurkemejen som krydderi i madlavningen.

Brevkassen giver råd om alternativ behandling, men må ikke betragtes som erstatning for lægebesøg.

Kærlig hilsen fra Helena